Du kommer i besiddelse af en parfume, der gør dig fuldkommen uimodståelig for det modsatte køn. Og desværre også for jagtfalke.
En indehaver af et modelbureau spotter dig på gaden og fortæller dig, at du er din generations ansigt. Prøvefilmningen er dog mistænkelig. 6 timers erotisk bilvask af en Hyundai Matrix og fotografen har intet kamera.
På en gourmetrestaurant betages du af chefkokkens leg med levende myrer som et overraskende velsmagende, gastronomisk krydderi. Et par dage senere spekulerer du over, om Jensens Bøfhus bare havde hygiejneproblemer den dag.
Til en børnefødselsdag arrangerer du en skattejagt, der går helt galt. 5 børn dør og flere såres. Til gengæld vender de resterende tilbage med en kistefuld dukater og ædelstene.
På mystisk vis hvirvles du ind i SFs formandsvalg, som en spontan protest fra partiets medlemmers side imod begge opstillede kandidater. Og desværre vinder du.
Efter at have læst den erotiske novelle 'Fifty shades of Grey' beslutter du dig for selv at kaste dig ud i lege med dominans. Så du tæsker din kat. Lad være med det, det er dyreplageri!
Du vågner op fra en sindssyg druktur, på en privatklinik i Bangkok, hvor du har fået en kraftig penisforstørrende operation. Heldigvis er den vellykket, men det bliver stadig svært at forklare de andre piger fra din klasse.
Foranlediget af den massive medieomtale, beslutter du dig for at eksperimentere med det nye, dødsensfarlige narkotika: 'Krokodil'. Det er ingen succes. Og det bliver ikke bedre af at partere dyret og putte det i ovnen.
Du falder i søvn i S-toget og vågner på mystisk vis på planeten Neptun. Held i uheld, for Jorden er sprunget i luften.
Ved hurtig indgriben fra din side undgår en lille dreng at blive kørt over. Nogen filmer optrinnet og lægger det på YouTube, hvor din præstation bliver et viralt fænomen. Med titlen: "FatAss Lozer saves ugly boy!! LOLZ"
Selvom det virkede som en god mulighed for at blive kendt og samtidig udfordre dig selv, fortryder du alligevel forholdsvis hurtigt, at du fik meldt dig til Kanal 5s nyeste realitybasker: "Kongerne af Helmand-provinsen".
Du opfinder en tidsmaskine og ved i lang tid ikke, hvad du skal gøre ved den, så du beslutter dig for at overdrage den til myndighederne. De bliver glade og synes at det er et flot solur, du har fået konstrueret.
Horoskopet er en del af comedysitet Helt Normalt.
Helt Normalt er skabt af Wulffmorgenthaler og præsenteres i samarbejde med Politiken.
KOMMENTARER