NATIONENS ØJE

Forurening udråbt til ny dansk nationalsport

Efter en flot 4.-plads på verdensranglisten over mest forurenende lande, satser Team Danmark nu på at gøre miljøsvineri til den nye publikumsfavorit i dansk idræt

"Vi er super tilfredse!", lyder det fra en stolt Frank Jensen (S), der som nyindsat formand for Team Danmark er ude med forslaget, efter at WWF Verdensnaturfonden har placeret os som det 4. mest forurenende land. "Danmark har i mange år ligget lavt pga. vores tradition for miljøhensyn, men denne gang er vi kun én plads fra sejrsskamlen!", jubler Frank Jensen.

"Vi må indse, at vi ikke har været gode i fodbold siden '92. Ishockey går også ad helvede til. Men det er også fremmede sportsgrene for os. Derfor går vi fra nu af målrettet efter WWF-titlen. Danskernes yndlingsbeskæftigelse er nu engang at smide skrald og bruge ressourcer.", udtaler John Dalsgaard, træner for det nyoprettede landshold i svineri. "Mine drenge træner benhårdt fra kl. 6 morgen, hvor de starter med et rigtig langt, varmt brusebad uden at slukke, når de sæber sig ind. Derefter er det direkte ud på grønsværen og smide Snickers-papir.

Det er Frank Jensens håb, at den nye nationalsport også kan aktivere børn og unge mere. "Mine egne unger elsker simpelthen at smide affald efter skoletid. De er endda begyndt at gøre det i frikvarteret!

Der har dog lydt kritik fra USA af Danmarks topplacering blandt de mest forurenende lande. "Det er jo Danmarks store svineproduktion og -eksport, der trækker forureningstallene op! Det har intet at gøre med godt gammeldags miljøsvineri hos private borgere. På det punkt er vi stadig i toppen!", raser tidligere præsidentkandidat Al Gore.

KOMMENTARER

Mere top underholdning på helt normalt