NATIONENS ØJE

Præster: Jesus er for bøsset

Efter hård kritik mod en nordjysk præst, der nægtede at begrave en 74-årig homoseksuel kvinde, har der nu også lydt støtte-tilkendegivelser. En række præster har helt nedlagt arbejdet, fordi kristendommens stifter ifølge dem var "for bøsset"

Vi møder dem på en bodega, hvor de nu tilbringer det meste af deres tid. De tolv præster, der har taget konsekvensen af, hvad de ser som eftergivenhed over for homoseksualitet i Folkekirken. De nægter nu at foretage nogen kirkelige handlinger indtil Bibelen er blevet renset for eksempler på Kristi "fimsede" opførsel.

Blandt andet budskabet om næstekærlighed falder dem for brystet. "Hvis ens næste nu er en mand, ikke? Så er det faktisk homo at elske ham.", siger én præst, mens han knapper en 'alter-pils' op.

"Jesus hang jo ud med en masse mænd, ikke? Det er da rimelig bøsset, vil jeg nok sige.", lyder det fra en hærdebred præst, der tømmer sin øl i et drag, mens han spænder sin biceps. "Ja, det står ingen steder i Bibelen, at han var sammen med en kvinde. Så er man altså homo i MIN bog", mener en anden.

Også frelserens budskaber vidner ifølge de tolv om en uacceptabel livsstil. "'Lad den uden synd kaste den første sten'. Det er sgu da sådan noget, man siger, når man kaster som en tøs!", lyder det blandt andet. De foreslår derfor en nyoversættelse af Det Nye Testamente, hvor bl.a. alle tilfælde af ordet "elske" erstattes af "smadre" og ordet "helbredte" med "high-fivede".

Til spørgsmålet, om deres fokus på homoseksualitet skyldes identitetskrise i Folkekirken grundet svigtende relevans og besøgstal, svarer de i kor: "Skrid, din forpulede bøssejournalist! Men kom endelig på søndag!"

KOMMENTARER

Mere top underholdning på helt normalt