NATIONENS ØJE

Hvorfor McCartney i virkeligheden aflyser!

Paul McCartney afslører, hvorfor han aflyste Horsens-koncerter. Han bliver, á la John Lennon, i sengen i protest, indtil han har tjent alle penge i verden

"Jeg vil bare have, at alle folk i verden, uanset race, religion eller køn, kan samles i fred om at give mig alle deres penge.", udtaler Sir Paul fra sin kingsize seng på Lanesborough Hotel i London.

Musikeren nægter at stå op, før hans planlagte turné i 196 lande er udsolgt, og estimerer, at der skal sælges mellem seks og syv milliarder billetter for at nå målet. "Alle siger, at musik skal samle verden, jeg er bare den eneste der tager det seriøst.", forklarer han.

"Nogle vil sige, jeg er en drømmer.", mener han. "Og idéen kom faktisk også til mig, mens jeg lå her og sov. De her dyner er bløde nok til en lang protest, og jeg får morgenmad bragt op til at styrke min overbevisning."

De skuffede danske fans er da også formildet. "Paul har altid været den politiske Beatle. Det er heldigt, at han kan gå i seng for resten af os, når vi nu er tvunget til at møde op på vores arbejde.", siger Jan Hjorth, der nu har taget lån i sit hus for at købe billet til at se McCartney i sengen.

Det foregår på storskærme et par kilometer fra hotellet, og fans kan forvente, at Sir Paul snorker, nynner og smasker sig gennem sine klassiske hits i søvne.

KOMMENTARER

Mere top underholdning på helt normalt