NATIONENS ØJE

Thorning udskriver ugentligt folketingsvalg

Regeringen vil afholde valg hver uge for at styrke demokratiet og glæder sig til mere fokus på ”det sjove” i politik

Hver uge viser nye meningsmålinger ”hvad der ville ske, hvis der var valg lige nu”. Det tager Helle Thorning-Schmidt nu konsekvensen af i form af ugentlige valg. Borgerne skal til stemmeboksen hver fredag, og mandag morgen er en ny regering så klar alt efter folkestemningen den uge.

”Vi på Christiansborg vil få meget sjov ud af stolelegen, når vi skal bytte rundt. Det er ligesom i skolen, alle kommer til at sidde sammen med alle.”, siger Thorning.

Udsigten til ugentlig valgkamp har fået de fleste politikere på charmeoffensiv. Blandt andet har Villy Søvndal chartret et privatfly og inviteret samtlige SF-vælgere på ferie. ”Det var faktisk ikke så dyrt. Der er jo kun tale om 10-20 personer efterhånden.”, forklarer han.

Til spørgsmålet, om det ikke bliver svært at gennemføre ting, når der skal føres valgkamp hver uge, svarer Thorning: ”Vi lytter bare til befolkningen og konstaterer, at der ikke er stemning for, at vi gør ting. Det må så vi respektere. Til gengæld har jeg fået trykt en masse nice plakater, som jeg ikke engang behøver pille ned igen."

KOMMENTARER

Mere top underholdning på helt normalt