NATIONENS ØJE

Skeletor afviser: Rohde er IKKE Master of the Universe

Ingen adspurgte i Eternia vil bekræfte, at den tidligere radiodirektør skulle være kendt i miljøet omkring Castle Grayskull. Hovedantagonisten Skeletor tøver ikke med at kalde det 'decideret dokumentfalsk'

"Det er jo Anna Castberg om igen", udbryder en overrasket Man-At-Arms, da han hører, at Jens Rohde angiveligt skulle have givet sig selv titlen 'Master of The Universe', i forbindelse med udfyldelsen af rubrikken 'Erhvervsarbejde eller deltagelse' i en erklæring til Europa-Parlamentet.

Universets mest magtfulde skabning, barbaren He-Man, var kun at træffe for en kort  telefonisk samtale og kunne ikke på stående fod huske om han havde kendskab til en 'Jens Rohde'. "Nej, jeg møder hele tiden så mange og det er sgu ikke for at være arrogant eller noget, men jeg kan aldrig huske sådan noget", forklarer han.

Ærkefjenden Skeletor ville dog gerne udtale sig og er direkte rasende.

"Hvor er vi henne, hvis man ikke længere kan regne med at folk holder sig til sandheden, når de udfylder et CV? Og vel især når man er politiker? Jeg kan blive rigtigt harm, når jeg hører sådan noget", tordner Skeletor, hvis egen titel er Lord of Destruction, hvilket op til flere medbragte diplomer dokumenterer.

"Det er decideret falskneri og jeg vil ikke tøve med at kalde Jens Rohde det ondeste menneske i universet", konkluderer han afslutningsvis.

KOMMENTARER

Mere top underholdning på helt normalt