NATIONENS ØJE

CHOK: Millioner af danskere betaler til mafiakartel

Danskere betaler over 1000 kr. om måneden i beskyttelsespenge (såkaldt ”kontingent”) til forbryderiske grupperinger

3F er for nylig blevet beskyldt for mafia-metoder. BT afslører i dag, at råddenskaben stikker dybere endnu. Utallige lignende skumle karteller er samlet i et lyssky syndikat ved navn LO. Der er endda mistanke om, at mindst et parti i regeringen har rødder i dette mafia-uvæsen, selvom det ikke fremgår af den førte politik.

En siciliansk ex-mafioso, Marco Ferenghetti, som er bosat i Danmark, er forfærdet: ”Det er som om, nærmest alle danskere er med i det.”

Han har selv haft de danske metoder tæt inde på kroppen. ”I mit tidligere arbejde skulle vi ofte bruge cementklodser. Og hvis de skulle komme fra Danmark, skulle alle involverede have en ordentlig løn. Det var ved at ruinere La Cosa Nostra, og det er derfor, vi nærmest ikke er til stede her. Det er simpelthen for dyrt at trænge ind på LOs territorium.”, siger han og gyser, da han nævner navnet.

En specialstyrke af ”Urørlige” liberale politikere er blevet dannet for at bekæmpe mafiaen. ”De blokerer en restaurant, vi dræber en dagpengemodtager. De går i strejke, vi sprænger deres hovedkvarter. Sådan får man ram på 3F!”, siger indsatsleder Joachim B. Olsen. Navnet ”De Urørlige” refererer til, at de ikke lader sig påvirke af nogen form for viden eller historie om fagforeningerne i Danmark.

KOMMENTARER

Mere top underholdning på helt normalt