NATIONENS ØJE

Liberal Alliance holdt møde på Dødsstjernen

Partiet mener ikke, at det blander sig unødigt i konflikten om galaksens skæbne

Kejser Palpatine lagde i går aftes hus til, da Liberal Alliance holdt sommermøde med stegt flæsk og rigelige mængder fadøl. Det får nu flere til at kritisere partiet for at vælge så tydeligt side i den rasende Stjernekrig.

”De udviser komplet uvidenhed om faren, som denne fuldt armerede rumstation udgør. Den kan true hele det galaktiske system ved at presse planeters rettigheder uden konsekvens.”, raser jedi-ridder Poul Erik Skov Kenobi, der med Handelsføderationen HK har blokeret alle leverancer til Dødsstjernen.

”Hvorfor starter I ikke jeres egen rebelalliance?”, svarer Anders Samuelsen tørt. Han er ikke bange for at blive associeret med den mørke side. ”Kun derigennem kan vi opnå den mediedækning, der vil give mig min fulde styrke. Jeg har sluttet mig til dem for at ende denne destruktive konflikt!”, siger han og trækker vejret hvæsende grundet kombinationen af opbagt sovs og flæsk.

Konflikten har indtil videre blandt andet resulteret i hackerangreb, hvor ukendte gerningsmænd har stjålet planerne til Dødsstjernen. Kejseren har endvidere modtaget dødstrusler, men tager det roligt. ”Altid går jedierne efter den lille mand. Jeg er fri til at ansætte hvem jeg vil, om det er frafaldne jedier eller polakker. Og alle mine medarbejdere er frivilligt gået med på, at jeg kan fyre lyn mod dem fra mine hænder, hvis de forråder mig.”

KOMMENTARER

Mere top underholdning på helt normalt