NATIONENS ØJE

Skanderborg dropper musik og bliver Jysk Tartelet Festival

Festivalen vil have et ungt, kantet image og satser stærkt på sprød, hønsekøds- og aspargesfyldt dej

”Folk kommer jo alligevel ikke for at høre musik.”, fortæller Claus Visby, chef for festivalen tidligere kendt som 'Danmarks Smukkeste'. ”Og tarteletter rammer bare bredere end selv Seebach er i stand til. Både unge og gamle danskere er jo tossede med tarteletter.”

Derfor har han nu aflyst samtlige bookede bands og bestilt 200.000 tarteletter, plus ekstra 100.000, hvor der også er champignon i. Image-skiftet sker, efter at Odense Tartelet Festival er blevet en mediedarling grundet et groft knivrøveri, hvor omsætningen forsvandt.

”Den slags skaber buzz.”, mener Claus Visby. ”Ja, det var en regulær tartelet-tragedie, men hey, ingen festivaler kan jo administrere et overskud alligevel. Og nu kommer der endnu flere folk næste år. Det tartelet-tog skal vi med på.”

Selvom Skanderborg Festival som Jysk Tartelet Festival kommer til at spare pengene fra musikbooking, skal musikfans ikke fortvivle helt. ”Der bliver sat store højttalere op på Bøgescenen, hvorfra der bliver spillet P3. Jeg tror faktisk, de færreste vil bemærke det.”

KOMMENTARER

Mere top underholdning på helt normalt