NATIONENS ØJE

HURRA: Vi vandt alligevel over Sverige i håndbold!

Selvom måltavlen sagde 24-22 i Sveriges favør, havde arrangørerne åbenbart glemt, at Danmarks OL-resultater skal måles i forhold til indbyggertal. Derfor vandt vi i virkeligheden overbevisende 36-24

"De laver den fejl hele tiden", siger en opgivende Team Danmark-direktør Michael Andersen. "Der er jo folk fra hele verden med og ofte glemmer de 'store' lande, at de kun har sportslig succes, fordi de er så mange mennesker. Det er jo et fuldstændigt tåbeligt og gammeldags konkurrenceparameter at dømme udfra, når eksempelvis Kina alene har flere elitesportsudøvere end der er mennesker i Danmark", mener Andersen.

Derfor mener den danske delegation at man altid bør dividere landenes indbyggertal og gange koefficienten med den sportslige præstation.

"I tilfældet Sverige-Danmark divideres 9,3 millioner med 5,6 millioner, resulterende i tallet 1,66 som den danske målscore på 22 kan multipliceres med, så det reelle slutresultat blev 36-24, hvilket er en flot og overbevisende sejr. Godt gået, drenge", råber den begejstrede Team Danmark-direktør, der dog indrømmer, at semifinalen mod Ungarn ikke er helt sikker endnu.

"Nej. Selvom vi i Danmark har opfundet håndboldsporten er der desværre stadig meget internationalt bureaukrati og korruption i det her. Det er en slags EU bare med sport, men vi har bestemt tænkt os at appellere til det sidste og regner med, at de andre godt kan se det, når de lige tænker sig lidt om", slår direktøren fast og understreger endnu engang at Danmark er en af verdens allerbedste sportsnationer målt pr. indbyggertal.

"Medmindre atleterne skal betale skat i landet. I så fald er det nok Monaco der er en af verdens allerbedste sportsnationer målt pr. indbyggertal".

KOMMENTARER

Mere top underholdning på helt normalt