NATIONENS ØJE

Dansk rumraket opdager liv på mystisk klippeverden kaldet ”Bor'n-Ho'lm”

Under testflyvning i Østersøen identificerede raketten ukendte livsformer, og der planlægges nu kontakt til væsenerne

Efter en vellykket opsendelse i Østersøen kom den danske rumraket ”Beautiful Betty” i går ud af kontrol. Da man her til morgen genvandt forbindelsen, var den landet på en mystisk, fremmed planet, og kameraudstyret opfangede beviser på intelligent liv.

Astronaut hos Copenhagen Suborbitals, Peter Madsen, er sikker: ”Det er en anden planet. Vi kan se på billederne, at det i hvert fald ikke er Danmark. Ikke med al den sol.”

”Vi ved ikke meget om væsenerne endnu, bortset fra, at de er helt forskellige fra os. Blandt andet synes deres eneste næring at være nogle store, sære isformationer i 14 lag.”

Der er allerede planer om en bemandet mission med kolonisering for øje. ”Det her er dansk rumfarts stjernestund. Mars-bilen er en joke nu.”, siger Peter Madsen og spøger selv: ”Nu skal vi lige etablere kontakt, og hvem ved, en dag rejser alle danske skoleelever måske dertil på udflugt? Haha!”

Copenhagen Suborbitals forskningsteam forsøger nu at tyde de mystiske aliens' sprog, og første rapport lyder: ”Indtil videre kan det lidt populært beskrives som en blanding af dansk, svensk og uhyggelige lyde fra rummet. Desuden bruger de en sær kommunikationsform, hvor den samme sætning gentages igen og igen, hvorefter planetens klippestrukturer kaster beskeden tilbage til afsenderen.”

KOMMENTARER

Mere top underholdning på helt normalt