NATIONENS ØJE

Kronprins Frederik besøger voldsramt skadestue for at finde spor

"Nogen skal rydde op i det her - og den 'Nogen' er mig", lovede en stålsat kronprins, mens han besøgte Odense Universitetshospital for at finde ledetråde til voldsepisodens opklaring

Officielt besøger kronprins Frederik i dag Odense for at fejre sygehusets '100 års jubilæum'. Et mystisk jubilæum, da Odense Universitetshospital kun har eksisteret siden 1994.

Hårdt presset indrømmer kronprinsen da også at formålet er et ganske andet.

"Ja. Jeg er her for at påtage mig ansvaret for mit land og få stoppet voldsspiralen, inden det her eskalerer. Ingen danskere - uanset race - skal være utrygge her", forklarer han, mens han sprøjter gulvet med luminol og belyser det med sin ultraviolette lampe, for at finde blod.

Og blodrester er der rigeligt af, efter gårsdagens voldelige episode, hvor 60-70 bevæbnede bøller raserede Akutmodtagelsen, i forsøget på at tiltvinge sig adgang til et 26-årigt skudoffer - en person som kronprinsen også vil 'tale et alvorsord' med.

"En type som ham udtaler sig ikke til politiet. Men han kommer til at udtale sig til mig. Især når han bliver udsat for 'moderat royalt pres'", som kronprinsen formulerer det, mens han fremviser en slags nunchaku konstrueret af to sammenbundne sceptre.

Det er en del af en ny måde at håndtere sin særlige status i samfundet på, bekræfter kronprinsen.

"Ja, ærligt talt. Hvis jeg ikke skal gøre det, hvem skal så? Jeg har min egen hær, kan ikke straffes, jeg er uddannet i den maritime eliteenhed Frømandskorpset, jeg har næsten ubegrænsede midler og masser af fritid. Jeg er så tæt på at være Batman som man kan komme, uden at snakke på en dum, hæs måde", fastslår kronprinsen og beder sin kammertjener om at gøre den skudsikre Bentley, Krone 121, klar til 'lidt ræs'.

KOMMENTARER

Mere top underholdning på helt normalt