NATIONENS ØJE

Danskerne kræver hurtigere action i skattedrama

"Det er pissespændende at følge med i. Ender det med Venstres totale opløsning eller forsinkede Cavling-priser til BT? - Men det går altså alt, alt for langsomt til at man gider følge med hele tiden", mener almindelig dansker

"I 'Borgen' havde vi nok gjort det lidt hurtigere", siger kok og manuskriptforfatter Adam Price og lader forstå, at han mener: "Rigtigt meget hurtigere".

"Alt er ellers perfekt. Markedsføringen og 'hypen' op til start har været fantastisk. Vi har skurke og helte. Vi har de her arketypiske advokater ligesom i L.A. Law og hele det fuldkommen uforståelige skatteaspekt giver det et twist af noget X-files. Hvis det bare ikke tog en halv dag at snakke med en enkelt journalist, afbrudt af konstante frokostpauser?!? Er det håndbold eller hvad sker der? Kom dog i gang", raser Price og er ikke bange for at komme med en stærk dramaturgisk motor:

"Fade in. Kjærgaard bliver spurgt: "Er der mere?". Kjærgaard bliver pludselig bleg. Han siger: "Jeg skal... Jeg skal lige på toilettet". Han går på toilettet. Han kommer ikke tilbage. Han er væk. Ude på toiletvæggen står der: "Hvorfor slette bånd?", skrevet MED BLOD! BOM! Så er vi fandeme i gang!".

DR's tidligere dramachef, Ingolf Gabold er heller ikke lutter roser. "Setuppet er jo fantastisk. Det drejer sig om magt, korruption, retfærdighed og seksualitet - og selvom styrken ved 'Forbrydelsen' netop var, at dyrke den langstrakte opklaring, er to år bare at bede tilskuerne om for meget. Jeg ville sige: Få det overstået på en uge. Mere kan den historie sgu' ikke bære", mener Gabold der dog understreger, at formidlingen af historien er det der irriterer ham mest: "Jeg er med på, at folk i dag bruger Twitter og generelt har et tværmedielt indtag af formidling, men at lade hele historien udspille sig live via chat-vinduer på netaviser bliver for Dogme-agtigt til mig", fnyser den legendariske tv-mand.

Kun Bille August har udtrykt stor tilfredshed med tempoet i fortællingen:

"En langstrakt fortælling er en ven, der følger dig gennem hele livet. Jeg beklager selv at jeg ikke havde modet til at lade 'Pelle Erobreren' vare i årevis".   

KOMMENTARER

Mere top underholdning på helt normalt