NATIONENS ØJE

Opposition kræver Søren Kierkegaard forlystelsespark

"Ole Sohns H.C. Andersen park i Odense lyder poppet. Hvad Danmark savner er et Søren Kierkegaard-oplevelsesland i Ørestaden", mener tidligere kulturminister Per Stig Møller

"Altid skal det handle om den sære, fynske serieonanist med den høje hat, der kun skrev eventyr for at komme tæt på børn. Danmarks største personlighed gennem tiderne er teolog og filosof og hedder Søren Kierkegaard", mener konservatives Per Stig Møller, som en respons til Ole Sohns forslag om, at konstruere en H.C. Andersen park ved Odense.

"Jeg vil have 'The Kierkegaard Experience'. Et goldt og mørkt område, der giver børn og barnlige sjæle mulighed for at reflektere over eksistens og forgængelighed. Men selvfølgelig også forlystelser, der giver folk en nihilistisk følelse af snarlig død", siger Møller og fremviser en planche han har udarbejdet:

"Her er f.eks. en slags 'junglesti', hvor man skal forcere forhindringer i form af etiske valg begrundet i inderlig subjektivitet, når den enkelte er revet ud af miljøet og stillet over for Gud. I dette tilfælde en skæg klatrevæg", forklarer Per Stig Møller og understreger at alle parkens forlystelser skal opleves forlæns, men forstås baglæns.

Til et spørgsmål om, hvorvidt børn finder morskab i det Kierkegaardske univers bliver Per Stig Møller oprevet:

"Jeg er træt af, at Kierkegaard altid skal fremstilles som en 'dødbider'. Humoren spillede faktisk en stor rolle i hans litterære virke. Ellers havde han jo nok heller ikke skrevet den her", siger Møller og fremviser Kierkegaards afhandling fra 1841: "Om Begrebet Ironi med stadigt Hensyn til Socrates".

KOMMENTARER

Mere top underholdning på helt normalt