NATIONENS ØJE

Mand så 'Vild med Dans'

Mandlig tv-seer fra Vejle indrømmer, at han fredag aften så 'Vild med Dans' på TV 2. "Det var kun med et halvt øje og jeg blev ikke emotionelt involveret", forsvarer han sig

Det var en brødebetynget mandlig tv-seer der i dag valgte at forklare sig til pressen, efter at have set et helt afsnit, incl. afgørelsen, af det populære danseprogram til landets kvinder.

"Ja. Jeg så det. Men kun fordi konen og ungerne så det. Jeg sad hele tiden med min iPad og tjekkede sportsresultater og gjorde andre mandige ting imens. Faktisk fulgte jeg kun med, da hende den lækre Malene Østergaard dansede og egentlig kun for at give min kone ret i, at 'hendes kjole da var utroligt slutty'", forklarer den mandlige tv-seer, der ønsker at være anonym af hensyn til repressalier.

På TV 2 skal underholdningschef Gitte Madsen lige sunde sig over oplysningen, inden hun udtaler sig:

"Altså, der er jo teknisk set allerede mænd tilstede ved optagelserne, såsom Claus Elming, Rasmus Nøhr og en der hedder Ronnie Handskemager, men de er der jo fordi det er et arbejde, de får løn for. Derfor kan jeg godt synes det er lidt klamt, at der har siddet sådan en pervers lurermand og har kigget på derhjemme. Det synes jeg er lidt en krænkelse af et intimt rum vi kvinder har sammen", mener Madsen, der dog ikke vil anmelde episoden til politiet.

"Nej, de vil formodentlig ikke tro på det beskrevne hændelsesforløb, men jeg vil nok ændre lidt i programmet næste fredag, så kvinderne er dækket ordentligt til i sækkelærred og kun danser Lanciers eller noget andet ikke-inciterende", afslutter Gitte Madsen, inden hun igen kommer til at fnise af navnet Handskemager.

KOMMENTARER

Mere top underholdning på helt normalt