NATIONENS ØJE

Bieber forklarer opkast: For meget monitor

Det var tilsyneladende en for højt opskruet scenehøjttaler med sangerens egen stemme, der foranledigede ungdomsidolets pludselige ørlen ved koncert i Arizona

"Jeg ved ikke hvem der havde lavet fejlen. Det står helt tydeligt i min 'rider' (en liste over kunstnerens krav til arrangøren. Red.), at monitor skal holdes på et absolut minimum", fortæller teenage-stjernen om problemet med højttaleren, der under koncerten desværre gjorde det muligt for den unge kunstner, at høre sin egen stemme tydeligt.

"Jeg optræder hver dag. Ofte flere gange dagligt, faktisk, og resten af tiden øver jeg mig og indspiller nye numre. Jeg har virkelig ikke behov for at høre min stemme mere. Ikke fordi jeg synes den er dårlig, bestemt ikke. Det bliver bare ret massivt".

På trods af, at problemet var til stede allerede fra start i Arizona lørdag aften holdt Bieber stand et stykke tid, inden han midt i "Out of Town Girl" måtte overgive sig og kaste op.

"Ja, der gik den ikke længere. Selvom jeg prøvede at holde stand, tvang lyden af min stemme mig til at reflektere over min rolle, som pengeinddrivende marionetdukke for musikindustriens grådighed, sælgende den illusion, at jeg er en rigtig kunstner, der selv skriver sange målrettet en købestærk målgruppe, bestående af piger i en svær overgang fra børn til voksne, der kan finde en form for kortvarig identifikation i mit lettilgængelige og gennemkoreograferede univers. Det giver mig ofte lyst til at kaste op, faktisk. Dét og så mælk, der er blevet for gammel", afslutter Bieber, inden han smilende lokaliserer en loyal gruppe aftagere, for at producere autografer til dem.

KOMMENTARER

Mere top underholdning på helt normalt