NATIONENS ØJE

Trivial Pursuit har købt Ellen Trane Nørbys 696 spørgsmål

"Den meget omfattende spørgsmålsproduktion passer perfekt til vores nye 'Trivial Pursuit Museumsstøtte Edition', vi nu kan nå at have klar til julesalget", forklarer Hasbro, der står bag spillet

"For et firma som vores, kommer det jo som en gave fra himlen, at høre om så mange spørgsmål om et så specialiseret emne, og især når adskillige fagfolk har siddet og dobbelttjekket svarene", forklarer Hasbros danske chef, Einer Hjørneblad, der netop har købt rettighederne til at bruge spørgsmålene af Ellen Trane Nørby og hendes mor, der har fungeret som medforfatter og sparringspartner.

Einer Hjørneblad vil ikke ud med prisen for spørgsmålene, men afslører at: "det er en del mindre, end det har kostet kulturministeriet at besvare dem".

"Hvad jeg elsker ved disse spørgsmål er, at de udover at være interessante, samtidig sætter fokus på måden, vi forvalter samfundets penge på. Mens man hygger sig med familien lørdag aften, kan man jo samtidig sidde og spekulere over, om det i grunden ikke er for galt, når vi som samfund ikke vil bakke op om et museum med religiøs kunst i Lemvig. Hvis vi ikke vil kaste millioner efter sådan noget, er der måske lige pludselig slet ikke noget museum med religiøs kunst i Lemvig. Kan vi være dét bekendt overfor de kommende generationer?", spørger Hjørneblad og understreger at spørgsmålet var retorisk og ikke en del af spillet.

Einer Hjørneblad afviser flere gange at ideen om Museumsstøtte-udgaven først er opstået, da han hørte om muligheden for, at tilegne sig de mange spørgsmål til en favorabel pris.

"Nej, det kunne nemt virke sådan, men vi har faktisk haft udgaven på bedding i lang tid, uden at kunne færdiggøre projektet. Men med Trane Nørbyernes hjælp når vi det heldigvis, så landets børn kan nå at få spillet i gave juleaften", smiler Hjørneblad.

KOMMENTARER

Mere top underholdning på helt normalt