Vestjysk landmand ikke sådan helt vel til mode efter at have set sin hustru blive fortæret af gigantisk monster

“Sådan noget sker nok ikke lige hver dag,” udtalte landmand Ivar Mikkelsen fra Lemvig i går aftes, efter at hans kone, Ellen, blev ædt af et frygtindgydende monster.

Den 55-årige landmand, Ivar Mikkelsen fra Lemvig, var netop på vej hjem for at spise aftensmad, da han hørte en frygtelig larm inde fra gårdspladsen. Og da han kom nærmere, fik han øje på et kæmpestort uhyre, der netop var i færd med at sluge hans hustru i én mundfuld.

“Den var da nok en tre meter høj,” fortæller Ivar Mikkelsen om det skrækindjagende væsen, hvis oprindelse stadig er ukendt.

“Den var så’n nærmest rød i det og med så’n nogen lange tingester eller tentakler, eller hvad så’n noget værk nu hedder.”

Uhyret stadig på fri fod

Nærpolitiet i Lemvig bekræfter over for RokokoPosten, at det ikke lykkedes at nedskyde og uskadeliggøre uhyret. Trods assistance fra både militær og hjemmeværn havde det frådende monster held til at slippe bort.

Politiet opfordrer derfor borgerne til straks at flygte, hvis de får mistanke om, at det tre meter høje uhyre nærmer sig.

Ifølge Ivar Mikkelsen burde uhyret være til at genkende. Og landmanden mener også, at det bestemt nok kan svare sig at tage benene på nakken, hvis det kommer efter en.

“Det ga’ da nok et gib i mig, da den vendte sig om mod mig efter å ha’ slugt Ellen,” fortæller han og erkender, at hændelsen i det hele taget har påvirket ham noget.

“Især da fordi den jo spiste Ellen, og hende var jeg jo egentlig ret glad ved.”

MERE TOP UNDERHOLDNING

OM DETTE SITE

Rokoko er en del af comedysitet Helt Normalt.

Helt Normalt er skabt af Wulffmorgenthaler og præsenteres i samarbejde med Politiken.

Kreativt ansvarlig
Mikael Wulff
Redaktør og hovedforfatter
Michael "MC" Christiansen
Grafik
Jeppe Morgenstjerne
Executive producer
Morten E. Wulff
Indhold
Wulffmorgenthaler
Thomas Warberg
Dagsson
Mikkel Rask

MØD OS PÅ FACEBOOK