ANNONCE
Bliver du også træt af at kigge rundt i stuen og glo på de samme hvide vægge, de samme møbler og det tunge fjernsyn lige i midten? Bare rolig, det er helt normalt. Selvom man kan være ih og åh så glad for noget i dag, er det ikke ensbetydende med, at følelsen holder ved i morgen. Forandring kan være godt! Benyt sommeren til at pifte din bolig op.
I denne tid på året får lyset en helt særlig betydning for vores hjem. Pludselig bliver stuen lyst op og selvom dit første indtryk er “ahh hvor skønt!” vil du opleve at det ekstra lys, gør det endnu lettere at få øje på alt det kedelige, du er så træt af at se på…
Der skal typisk ikke særlig meget til, før at vi igen føler os tilfredse med og nyforelskede i vores hjem, det er trods alt der, vi skaber en masse dejlige minder. Men forandring kan være nødvendigt og behøver ikke kræve en helt masse.
Her får du en håndfuld små tips til at pifte din bolig op:
Bring planterne indenfor
Der er ingen skam i at indrømme, at du kun ejer to planter i dit hjem på 100 kvm. Men, måske er det på tide at lave om på det og bidrage til det grønne i hjemmet. Grønne planter kan gøre en kæmpe forskel, både i små og store hjem, så bring planterne indenfor og mærk energien.
Pynt væggene med personlighed
Hvadenten det gælder plakater, malerier eller fotografier af din familie, kan pynt på væggene være en god måde at pifte din bolig op. Har du helt hvide vægge kan du starte i det små ved at sætte en kridttavle op i køkkenet, et vægur i stuen eller måske noget farverigt tapet på den ene væg. Er dine vægge allerede overplastret, skal du måske tænke på at drosle lidt ned eller bytte noget af pynten ud.
Skift dine nipsting ud
De fleste af os ejer nogle hæslige souvenirs, som vi stædigt har placeret på den samme hylde efter hver eneste hovedrengøring. Måske bør du overveje at skaffe dig af med nogle af dine nipsting, enten fordi du har for mange, men det kan også være for at anskaffe dig noget nyt. Nipsting kan være det lille touch, der mangler i dit hjem.
Ombetræk sofapuderne
Et indgreb, der kræver lidt mere, men som kan gøre den mest afgørende forskel for dit hjem, er at ombetrække dine sofapuder. Puder er typisk ikke det, vi prioriterer højest. Er de bløde at ligge på, så fungerer de! Men nye farver, mønstrer og materialer er en kreativ måde at pifte hjemmet op på.
Rigtig god arbejdslyst!